Traume er også det, vi stod alene med..

– Det, der blev skabt i fraværet af nærvær

Traumer..

Når vi taler om traumer, tænker mange på store og voldsomme hændelser. Noget dramatisk, der er sket, og som har sat dybe spor. Men traumer handler ikke kun om det, der skete. De handler også om det, der ikke skete, da vi havde allermest brug for det.

For det er ikke nødvendigvis oplevelsen i sig selv, der bliver traumatisk. Ofte er det det at stå alene med noget, der var for stort, for svært eller for overvældende til, at vi kunne rumme det alene.

Måske var der ingen, der så, hvor svært du havde det. Måske var der ingen, der hjalp dig med at forstå dine følelser, eller gav plads til dem. Måske lærte du tidligt, at du måtte klare dig selv, passe på andre eller skubbe dine egne behov til side for at kunne være i det, du stod i.

Når vi ikke bliver mødt i vores smerte, finder kroppen og nervesystemet ofte deres egne måder at beskytte os på. Det kan være ved at lukke ned, være på vagt, tilpasse sig, kontrollere eller trække sig væk fra det, der føles sårbart. Strategier, som på et tidspunkt var nødvendige, men som senere i livet kan opleves som fastlåste mønstre, vi ikke helt forstår.

Derfor handler traumer ikke kun om fortiden. De viser sig ofte i nutiden. I vores relationer. I vores selvbillede. I den måde vi reagerer på, når vi føler os afvist, overset eller utrygge. Nogle mærker det som angst eller uro. Andre som en følelse af aldrig helt at kunne slappe af. Og nogle bærer på en grundlæggende oplevelse af at skulle klare alting selv.

Det kan være en lettelse at opdage, at der ikke er noget galt med dig. At de reaktioner, du har i dag, ofte giver mening i lyset af det, du har været igennem, eller det du har manglet.

For traumer opstår ikke kun i nærværet af noget smertefuldt. De kan også opstå i fraværet af det, vi havde brug for. Fraværet af tryghed. Af støtte. Af forståelse. Af et menneske, der kunne være sammen med os i det svære.

Og netop derfor er relationer også en vigtig del af helingen. For det, der blev skabt i fraværet af nærvær, kan begynde at hele i nærvær. Når vi oplever at blive mødt med empati, forståelse og accept, får nervesystemet mulighed for gradvist at erfare, at det ikke længere behøver stå alene med det, der engang var for svært at bære.

Heling handler derfor ikke kun om at forstå sin historie. Det handler også om at få nye erfaringer. Erfaringer, hvor man bliver mødt i det, man tidligere stod alene med.

For nogle gange er det netop dér, forandringen begynder.