Om din terapeut
– Janani Ranganathan
Mit navn er Janani Ranganathan, og jeg er psykologisk konsulent og psykoterapeut MPF med en baggrund i pædagogik, psykologi og relationsarbejde. Jeg har i mere end 20 år arbejdet med mennesker i både undervisnings-, rådgivnings-, supervisions- og terapeutiske sammenhænge. Jeg har altid været optaget af det, der sker i mødet mellem mennesker: i relationer, i samtaler og i alt det, vi ikke altid kan sætte ord på.
Min faglige rejse
Den begyndte med læreruddannelsen (bachelor, UCN Aalborg, 2006), og siden da har jeg specialiseret mig i menneskelig krise og udvikling, psykologi og den forandringskraft, der kan opstå i ærlige og nærværende samtaler. Jeg er uddannet psykoterapeut MPF fra Psykoterapeutisk Institut i Aarhus (2018) og har en cand.pæd.pæd.psych. fra Aarhus Universitet (2020), hvor jeg i mit speciale undersøgte diskurser, positionering, belonging og negativ social kontrol – emner der stadig ligger mig nært. Derudover har jeg efteruddannet mig i angstbehandling på CEBU, center for psykologisk behandling til børn og unge, Aarhus Universitet (2022).

Frivillig og underviser i psykoterapi
Jeg har været frivillig psykoterapeut hos TUBA, Aalborg, hvor jeg har haft samtaleterapi med pårørende, børn og unge til alkoholikere og stofmisbrugere.
Jeg har også undervist i psykoterapi – bl.a. på Psykoterapeutisk Institut i Aarhus, hvor jeg underviste i temaer som seksualitet i terapi og det almenmenneskelige.
Derudover har jeg gennem årene holdt oplæg, undervist og givet psykoedukation & supervision til pædagogisk personale, ledelse og direktioner og fungeret som faglig sparringspartner på flere organisatoriske og kommunale niveauer.
Endeligt udtaler jeg mig også i tv- & radioprogrammer og i avisartikler; Tv2Nord, DR P4 Nordjylland og Nordjyske.
Børnesagkyndig i Familieretshuset og i Familieretten
Tidligere har jeg arbejdet som børnesagkyndig forældrerådgiver og børnesagkyndig børnerådgiver i Familieretshuset og i Familieretten, hvor jeg har haft fokus på komplekse sager om samvær, bopæl, forældremyndighed, overvåget samvær og børnesamtaler – samt rådgivning via skilsmissetelefonen.
Jeg har desuden bidraget til udvikling af internt fagligt materiale. Det har givet mig en dyb forståelse for familiedynamikker, konflikter, mægling, det juridiske, børns behov og de mange psykologiske lag, der kan være i forældreskab, brud og forandring.

Uddannelse i EFT-terapien
Da jeg er meget motiveret i forhold til mit fag og sætter en ære i at tilegne mig ny viden og forskning, tager jeg løbende nye uddannelser. I efteråret 2025 påbegyndte jeg en efteruddannelse i EFT-parterapi (Emotionsfokuseret terapi for par), fordi jeg ønsker at tilbyde endnu bedre støtte til par, der kæmper med kontakt, nærhed og tilknytning i deres relation.
Hvad terapi er for mig
Faglighed er vigtig for mig – men endnu vigtigere er det at skabe et trygt, nærværende og menneskeligt rum, hvor du kan blive mødt, som den du er. Terapi handler for mig ikke om at fikse dig, men om at støtte dig i at forstå dig selv og finde dine egne veje. I dit tempo.

Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening. Det er et kvalitetsstempel, og din garanti for at jeg har en godkendt uddannelse og lever op til de etiske krav, foreningen stiller til sine medlemmer. Se min profil på Dansk Psykoterapeutforeningens hjemmeside.
Dansk Psykoterapeutforening er også en del af World council for psychotherapy og The European Association for Psychotherapy (eap).
Janani Ranganathan privat
Privat er jeg et stort familiemenneske og mor med stort M. Jeg finder ro og glæde i naturen sammen med vores hund. Jeg elsker mad – både det enkle og det krydrede – og musik, koncerter og festivaler har en stor plads i mit hjerte. Det nære, det sociale og det sanselige har altid haft en stor betydning for mig, både i mit liv og i mit arbejde med andre.
